Molbo

Jeg har i et stykke tid beskæftiget mig med sammenligninger af de klassiske Molbo historier, og de “MOLBO-HISTORIER “som udspiller sig jævnligt i det politiske liv idag.

Problemet i alle historierne er en udtalt mangel på at ræsonnere korrekt, og se de klare årsagssammenhænge, der følger med en problemløsning og alle dens konsekvenser på lidt længere sigt.

Storken i kornmarken.
En sommer, da kornet stod højt på marken, havde molboerne fået besøg af en stork.
Den havde fået den grimme vane at spankulere frem og tilbage på deres mark for at fange frøer. Og det var jo en slem historie, for molboerne var meget bange for, at den skulle trampe al kornet ned på marken. De talte længe sammen frem og tilbage om, … … hvordan de skulle få den jaget bort. Til sidst blev de enige om, at hyrden skulle gå ind i kornet og drive storken ud.
Men lige da han stod og skulle gå ind i kornet, opdagede de, at han havde sådan nogle store og brede fødder, og så blev de bange for, at han skulle træde mere korn ned end storken.
Dér stod de – . Endelig fik en af dem en god idé! han foreslog, at man skulle bære hyrden ind på marken, så kunne han da ikke træde kornet ned.
Det syntes de alle var et godt råd. De gik derfor hen og løftede markleddet af og satte hyrden op på det; … .. og så bar otte mand ham ind i kornet, for at han kunne jage storken ud.
På den måde trådte hyrden ikke spor korn ned med sine store fødder.

Ja, her lykkedes det faktisk at undgå, at hyrden trådte kornet, og de var så tilfredse med at have løst problemet, at 6 mand gladeligt bær ham ind på marken, og trådte mindst 6 gange så meget ned som hyrden kunne have gjort med sine store fødder.

Molboerne i de gamle historier er langt hen ad vejen tilgivet på grund af deres landlige  enfoldighed og ganske få års skolegang.

Det samme kan vist ikke siges om nutidens politikere.
De er langt fra enfoldige og de fleste af dem har en akademisk baggrund.

Om Molboerne vil man sige at de var temmelig korte for  hovedet.

I en den nutidige kontext vil udtrykket “kort for hovedet” nok skulle erstattet med udtrykket kortsigtet. Dette udtryk har selvfølgelig helt klare referencer til den korte tidsramme der er forbundet med reaktionstiden mht. at vise politisk handlekraft i en vigtig sag, som pludselig fylder hele mediebilledet for en tid. Og fordi det at vise politisk handlekraft med den rette timing i det rigtige øjeblik  for at profilere sig i sag, synes langt vigtigere end varige og gennemtænkte løsninger, som tager tid at finde, ja så ender vi med flere og flere nutidige Molbo løsninger og ræsonnementer.

Denne tendes er udbredt i hele samfundet idag, men i særdeleshed hos det offentlige , i det politiske liv og i store dele af den finansielle  sektor.

Jo, Støjberg,s forslag om en annoncekampagne i Mellemøsten vil helt sikkert virke.

Der vil komme langt færre flygtninge til Danmark, og historien vil osse ende med at bringe bragt i store internationale medier for den er for “god” til at gå under radaren her.

Og når det sker, ( nu er vi ved det videre ræsonnement og dets konksekvenser) så vil Danmarks internationale omdømme lide et stort knæk, og omverdenen vil se foragteligt til vores side.
Højt uddannet international arbejdskraft vil straks udelukke Danmark som et mulig at slå sine folder, ovs.

Og så er vi tilbage ved vores historiske arv hos de gamle Molboer.

Godaw, do.