Franz Kafka var en amatør.

Men det skal siges til hans undskyldning, at han trods alt var helt alene om det, og hans bog “Processen” på godt og vel små 200 sider, jo kun var en helt fiktiv fortælling og ikke en manual til at implementere et bureaukratisk mareridt i en større skala.

Tværtimod kunne/kan bogen bla. læses som en velment og alvorlig advarsel til at gøre noget forsøg i den retning, bogen beskriver alle de fortrædeligheder,som de opleves af enkeltindividet.


Selv om denne advarsel blev overset efter bogens udgivelse har den alligevel været en stor inspiration og en litterær berigelse,som ikke kan undervurderes, bla. fordi bogen har skabt et almen kendt reference til fænomenet, givet det ord og et navn, “Kafkask”.
( Udtrykket er et skældsord og en diagnose på en og samme tid.)

Er fællestræk her er at magthaverne af politiske årsager udser en særlig befolkningsgruppe som syndebuk.
Denne befolkningsgruppe vil i langt de fleste tilfælde være en mindretalsgruppe, fordi valget af en majoritetsgruppe vil udgøre en sag, som ville være tabt på forhånd.

 

Til resten af befolkningen vil man her hævde,at netop de er langt bedre mennesker og borgere end den minoritets gruppe, man har udset sig som ofre. Så kan man med lethed efterfølgende praktisere det helt klassiske del og hersk princip.

Den udsete minoritetsgruppe bliver lagt for had ved at udbrede misledende propaganda og sprede falske fordomme om den.


Når jagten for alvor går ind tilsidesættes retslige principper og al humanitet i de efterfølgende retssager, som igen bliver til opvisninger i grotesk absurditet, hvilket en utallige casestories fra de 4 nævnte skueprocesser i historien kan opvise talrige eksempler på.


Magthaverne har jo aldrig kæret sig synderlig om enkeltindividets finere fornemmelser, og det uanset om navnet var H. D. Thoreau, Leo Tolstoj, Henri Barbusse, Kafka, Gandhi, Herbert Marcuse, og på den hjemlige front, Carsten Jensen, Madsen Kim, Bitten Vivi Jensen og mange andre. Det skulle da lige være hvis de var i stand til at stable en massedemonstration på benene ,eller frembringe en udsigt til et artilleri af en vis kaliber og i en passende intimiderende afstand for magthavernes åsyn.

Disse skueprocesser er ikke uden store økonomiske omkostninger, men det største tab er tabet af menneskeliv, alle de menneskelige ressourser og deres iboende skaberkraft, som forsvinder som dug for solen, og efterlader et uopretteligt tab.

Noget sådant vil aldrig kunne ske i Danmark vil de fleste tro. Vi er for vennesælle, hyggelige, for gode, og for konfliktsky til at det ville være muligt.

Til det vil jeg hævde at vi skam godt kan være med her. Ganske vist ikke her på den samme grandiiøse facon, og helt ud i de samme ekstremer som i det tidligere Sovjetunionen, Tyskland, USA, og Kina.

Men som man siger her til lands. LIDT HAR OGSÅ RET.


Tænkt bare på kontanthjæpsreformen vedtaget i 2013 med Mette Frederiksen i spidsen, og det efterfølgende såkaldte “Moderne kontanthjæpsloft” vedtaget i 2016 med Lars Løkke som bannerfører.

Disse såkaldte “reformer” følger i stor udstrækning den skabelon,som ses i de ovennævnte politiske skueprocesser.

Syndebukken her er den svageste gruppe i samfundet (inklusiv flygtninge) som ikke er i stand til at forsørge sig selv, enten pga. af midlertidig arbejdsløshed, store personlige sociale problemer eller pga. af sygdomme og handicap af den ene eller anden slags.

Først startede der en helt bevidst kampagne i medierne med Dovne Robert og Carina, som fremstod som mere eller mindre ufrivilligt modeller til den påstand at det ikke kunne betale sig at arbejde, fordi man som kontanthjælpsmodtager fik langt mere ved at blive hjemme. En udenlandsk familie med rigtig mange børn indgik osse i denne kampagne, som i bund og grund var misvisende og manipuleret, dels gennem mere eller mindre fiktive regnestykker og ikke mindst ved at gøre i kraft af at man hævedede, at dette var mere eller mindre gældene for størstedelen af kontantshjælpsmodtagerne i Danmark.

Hvilket naurligvis var en vandret løgn.

Folk på overførselsindkomster havde det simpelthen for godt og gad ikke yde noget for samfundet, og det kunne man selvfølgelig ikke have siddende på sig.

Så derfor skulle der nu strammes op med en ny lovgivning, som endebær en række nye initiativer, stramninger, økonomiske besparelser og nye skrappe sanktionsmuligheder.

Derved har man skabt en restiktions politik overfor de nævnte svage grupper i samfundet. En politik som helt tydeligt kan beskrives som statsautoriseret mobning.

For det skal med djævlens vold og magt kunne betale sig at arbejde, uanset hvem den, og uanset hvor syg eller handicappet du måtte være. 

Alle borgerlige politikere har uimodsagt gentaget dette mantra i samtlige medier indtil ukendelighed i de sidste mange år for med eftertryk at praktisere den Goebbelsske doktrin,om at man bare skal gentage en løgn til strækkelig mange gange,indtil at løgnen bliver fastslået som en sandhed.Selve sætningen er en indlysende banal sandhed for selvfølgelig kan det betale sig at arbejde. Det ved en hver idiot da. Men det forudsætter selvfølgelig at man er sund og rask, og der er masser at arbejde at tage.

Når politikerne her bruger ordet “skal” i denne sætning, opfattes det som en markant understregning, der dels har en klang at desperation, men osse af en autoritær bydeform. ” Du skal gøre ,som jeg siger. “


Total og helt misforstået autoritær 1950 retro i mine øjne.

Og der er så helt helt underforstået,at dem der ikke har forstået dette budskab og kommer i arbejde, skal straffes, selv om de allerede i forvejen lever på en økonomisk knivsæg, hvor der lige er penge nok til at eksistere uden helt at skulle sulte ihjel.


Det kommer de også til med det nye “Moderne Kontantshjælpsloft”, uanset om de er kronisk syge, handicappede eller, at der er andre vægtige årsåger til, at de ikke kan forsørge sig selv ved et ordinært lønarbejde. Yderligere bliver de kørt rundt i alle mulige stressende forløb, kurser, arbejdsmarkedsprøvninger og ressourceforløb, som ludobrikker der hele tiden bliver slået tilbage til start, når et forløb er afsluttet startes et nyt, og dermed bliver de fastholdt på den laveste ydelse i rigtig mange år uden at kunne flytte sig ud af stedet, og få den ydelse de måske er berettiget til i form at af flexjob, pension eller andet og uden at have nærmet sig arbejdsmarkedet det mindste for de helt allerflestes vedkommende.

For de syges vedkommende bliver pensions ansøgninger en bureaukratisk spidsrod, som kan tage årevis for så til sidst at ende med et afslag, fordi loven er sådan indrettet at det er op til et udvalg at “vurdere”, hvorvidt en ansøgning imødekommes eller ej. Disse vurderings muligheder er indbygget i lovgivningen, og en anke kan ikke føres i en retssag.

Ordsproget, “Så længe der er liv er der håb” , har jobcentrene efterhånden konverteret til, “Så længe der er liv, forefindes der en potentiel og rent teoretisk, en vis fiktiv arbejdsevne”, og det tages helt bogstaveligt,uanset det faktum at de findes de lægelige udtalelser for den enkelte ansøger,som siger noget ganske andet. Man er helt bevidst forfaldet til an slags magisk ønsketænkning for økonomien og de mulige besparelsers skyld. Det skal dog hertil nævnes at kommunen får en refusion på op til 65 000 kr pr. pensions afslag fra staten, og at visse medarbejdere på nogle jobcentre har fået en årlig bonus for at optimere de årlige besparelser hos samme kommune.

Der er med andre ord stærke incitamenter for denne praksis,som i tidens løb har udviklet sig i en fuldstændig absurd retning.

Der bliver med andre ord “klippet tæer og hugget hæle” til den store guldmedalje i den utopiske jagt på den helt fiktive arbejdsevne,som i rigtig mange tilfælde jo ikke findes, og systematiske overtrædelser af god forvaltnings og andre ulovligheder er daglig praksis, ganske enkelt fordi at disse lovovertrædelser ikke har nogen konsekvenser for jobcentrene og forvaltningerne bag.

Men syge borgere sendes ud i en såkaldt sengepraktisk, hvor der enten medbringes en seng eller der forefindes en seng på arbejdsstedet, hvor den syge kan hvile sig og det selv i tilfælde helt ned til 12-15 minutter om ugen. Og hvis en eller flere pinse menigheder rundt om i landet kunne opvise bare en minimal helbredelsesproces, kunne være sikker på at jobcentrene rundt om i landet køre adskillige busser til vækkelses møderne.

Men da dette ikke var en mulighed har man taget dele at New Age universets værktøjskasse i brug i form af obligatoriske kurser i mindfulness,positiv psykologi og meget andet.

Intet stopper jobcentrenes jagt og bestræbelser på at udvikle og påvise en imaginær arbejdsevne og at mange faktisk er døde i disse forløb ,holder det dem ikke tilbage.


På tv.fyn kunne man d. 22-7 17 se et indslag om en tidligere alkoholiker, som blev sendt i praktik på et værtshus. Den 7-1 18 kunne man på Jobcentrets Ofre læse om en handicappet mand med psykiske problemer som har været under udredning i 24 år på kontanthjælp.

I Næstved kommune fik næsten blinde Carol Rask afslag på førtidspension, og blev sat i et ressourceforløb, hvor hun skulle checke datomærker. I 2010 fik en vietnamesisk kvinde godkendt en praktik på et bordel. Om hun skulle ligge på lagnerne eller skifte dem ud, husker jeg ikke lige i skrivende stund.


Rækken af groteske eksempler på dårlig sagsbehandling synes ikke at tage nogen ende, og man hører jævnligt om nye i pressen konstant, fordi selv terminale diagnoser i mange tilfælde ikke er nogen garanti for at få tildelt en førtidspension.

Der er snart ikke de ting man ikke vil gøre for disse besparelser og afstraffelsers skyld, lovlige eller ulovlige.

Som noget af det sidste nye var oprettelsen af en ulovlig lægeklinik på jobcenter Lærkevej. her skulle lægekonsulenten så tvivl om tidligere lægers erklæringer bla. ved at konvertere fysiske sygdomme til psykiske.ovs.
Ligesom man andre steder prøver at gøre det samme, fordi helbredelses mulighederne anset for at være bedre her, og dermed kan man nemmere fastholde folk på kontanthjælp.

På Dansk Psykologs hjemmeside kunne man den 10 juni 2016 læse en artikel om at kommunerne sender medarbejdere på kursus, hvor de lærer at spotte folk, som simulerer psykiske sygdomme. “Men simulation af sygdomme skal be-eller afkræftes via en lægevurdering. Ikke ved sagsbehandlerens iagttagelser eller noter fra en samtale med en borger”, udtaler Tine Wøbbe, ledende psykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans.

Alligevel bliver man åbenbart ved med det, og det siger alt om dette systems udtalte fordomme om de mennesker , som de rent faktisk skulle hjælpe.

Et utal af jurister og embedsmænd i en årrække har arbejdet med og “kultiveret” dette lovgivnings komplekset vedr. de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne, og det overstiger efterhånden 30 000 sider. Franz Kafta roman på ca. 200 sider blegner jo fuldstændig sammenlignet med det tal. Årligt koster hele dette absurde gigantiske teater langt over 20 mia, årligt, hvis det kan gøre det og den besparelses effekt man snakker om her, vil jeg påstå er ikke-eksisterende.
Men skadesvirkningerne for de implicerede er helt uoverskuelige, men dette vil bliver af gode grunde aldrig udredt.

Man kan med rette spørge sig selv, hvorfor tingene har udviklet sig i den retning og om det tjener andre formål end en ondsindet og kollektiv mobning af de svageste grupper i samfundet. Og det vil jeg faktisk mene ,at det gør.

Det er jo langt fra tilfældet at en tidligere direktør hos Dansk Arbejdsgiverforening af Venstre regeringen bliver udnævnt til beskæftigelsesminister i 2015. Dette tydelig træk er jo bare et ud af flere som indikere at hele dette menageri grundlæggende og bagom liggende motiv handler om at holde arbejdsmarkedet i så absolut stramme tøjler som muligt.
Det er langsomt sket over en årrække, hvor man efterhånden kan fået skabt 2 skræmmende helvedes scenarier for arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere.
F.eks. er dæknings graden for arbejdsløse i A-kaserne faldet fra 67 % i 1980 til 47 % idag, dagpengeperioden er væsentligt forkortet og jobsøgnings kravene skærbet.
De ovennævnte reformer på kontanthjælps området har ligeledes skabt væsentlige forrigelser, og et yderligere bureaukrati.
Udsigten for den almindelige lønmodtagere om at havne i en af de grupper er derfor meget skræmmende, så de vil gå langt for at beholde deres arbejde. De fleste ser sig nødtvungne til at løbe mindst 2% stærkere hvert år,eller hvad der nu forlanges af dem.

Gradvist har New Public Management og andre neoliberalistiske ideer igennem en årrække skabt en tendens til at opfatte hele samfundet som et virksomhed, der med djævlens vold og magt skal drives så lønsomt som muligt. Tilliden, anstændigheden, den sunde fornuft, empatien og medmenneskeligheden er forlængst hældt ud med badevandet, og selv internationale humanistiske standarder vedr. menneskerettigheder, bliver der jævnligt sået åbenlys tvivl om i medierne, særligt når det drejer sig om flygtninge.

Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Cepos kommer jævnlig med en strøm af forslag i medierne om hvordan man yderligere kan stramme op for at øge arbejdsudbuddet,som de så smukt kalder det. Alt sammen med en “ridefoged mentalitet” som går flere hundrede år tilbage, og hvor det eneste som har forandret sig her, er metoderne og sprogbruget.
Men jeg tror faktisk alle 3 aktører her helt grundlæggende stærkt forsømmer deres egentlige kerneområde.

For er det ikke også deres kerneområde og ansvar at skabe flere job, at skabe gode inkluderende arbejdspladser med plads til alle, lærlinge,handicappede og flexjobbere.
Dejlige arbejdspladser med gratis frokostordninger med mad lavet med de bedste råvarer, gode løn og arbejdsforhold med et godt klima og arbejdsmiljø,og hvor hver eneste dag naturligvis er en god arbejdsdag.

Så alle der vitterligt kan arbejde mærker at det skam kan betale sig og det ikke kun rent økonomisk.

Jeg håber, at det vil komme markante ændringer i fremtiden.

Franz Kafka var en amatør, lad os lige for en ordens skyld slå det fast en gang for alle.