Endnu en afledning

Igår havde jeg Jesper i røret igen. Vi taler ca. sammen en gang om ugen. Denne gang var det nyheden om de arbejdsløse  på jobcentrene som nu kan risikere at blive mødt med kritiske spørgsmål omkring deres personlige fremtræden.

Med spørgsmål som: ” Hvornår har du sidst været i bad”. ” Tror du ikke det er bedst nu lige få fjernet den piersing i næsen”.

I Avisen.dk kunne man forleden læse følgende udtalelse :

” Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ser man ikke noget problem i den personlige vejledning. Og når det kommer til langtidsledige kan det være ekstra vigtigt. ”Så er det endnu mere legitimt, at jobcenteret går ind og siger, ’okay, hvordan kan vi gøre dig attraktiv for arbejdsmarkedet’,” forklarer Flemming Dreesen, ansættelsesretschef i DA.”

Fint nok, men vil samme organisation og andre erhvervsvirksomheder donere et kækkeligt beløb til at forbedre de arbejdsløses personlige fremtræden ?
Jeg mindes, at LarsLøkke fik en håndsrækning på det dette område, som virkelig battede. Ham var ganske vist ikke arbejdsløs, men alligevel.

Hvis flere virksomheder, organisationer og Staten i et samarbejde vil støtte dette innitiativ, så vil der jo helt klart være tale om et vækstfremmede tiltag, som vil kunne skabe en række nye arbejdspladser. Dels vil der være tale om mindre anlægsarbejder i forbindelse med at etablere de gratis badefaciliteter på jobcentrene, plus alle de nødvendige syværksteder, og ikke mindst frisørsalonerne. Hver gang en arbejdsløs skal til en jobsamtale kan samme person, frit benytte de ovennævnte faciliteter helt gratis.
Så vil de møde til samtalen i skrædersyede jakkesæt, velfriserede og velduftende.

Alt i alt en win/win situation for alle parter, og selvtilliden vil være helt top for de arbejdsløse, som verlagsfrit vil få dette løft.

Og ikke som nu , hvor den nuværende kritik  blot tjener som  en afledningsmanøvre, der ikke har andet sigte end at fjerne fokus fra det virkelige problem, og yderligere nedgøre de arbejdsløses selvtillid endnu en gang og på en ny måde at fortælle, at de er deres egen skyld, at de er arbejdsløse.

Det  virkelige problem går under dæknavet ” Arbejdsløshed “, dvs. at der ikke er nok lønarbejde nok til alle, for alt andet arbejde som ikke er   defineret som  lønarbejde, er ikke ” et rigtigt arbejde “.
Forskellige politiske partier har talt om, hvordan de vil løse dette problem med med besparelser det ene sted og vækstinitiativer det andet siden engang i 1980erne.
Men fundamentalt set er situationen mere eller mindre den samme, selv om at der har været mindre udslag i abrbejdsløshedsprocenten den ene og anden vej.

Den allermest simple måde at løse dette problem på , ville være at fordele det lønarbejde som findes ved ganske enkelt at nedsætte den ugentlige arbejdstid til 32 eller 30 timer. Skulle nogen have lyst til at arbejde mere skulle dette selvfølgeligt være helt frivilligt.
Hvis arbejdstiden eksempelvis nedtrappes langsomt over en periode på 4 år vil de fleste forandringen her kunne blive implementere i et passende tempo.
Fordelen her er at arbejdsløshedsprocenten ville falde markant , og mange arbejdstagerne vil ikke i samme grad gå ned med stress som tilfældet er nu, bare fordi at arbejdsmarkedet, og politikerne ikke på nogen måde  tilnærmelsesvis er så omstillingsparat , som de hele tiden forventer at arbejdstageren er, og skal være.
Besparelsen i sundhedssektoren med det forventede et fremtidige fald mht. udgifterne i forbindelse for stressramte, kunne bruges til at kompensere lidt på lønnen for de nedsatte timer i den ugentlige arbejdstid.

En anden løsning kunne være at erhvervslivet og regeringen i fællesskab skaber er række nye arbejdspladser.

Sværere er det ikke.

(fortsættes)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>