Stamkunden

riget

Stamkunde er et dejligt ord omgivet af en  vidtrækkende vifte af positive associationer, minder og kendsgerninger. Enhver kan selv titulere sig selv som en stamkunde i den ene eller anden sammenhæng, uanset om det er hos pølsemanden på torvet, bowlingcenteret, Bisidderkroen i NV,  Noma, eller i en af de 1000 vis af andre sammenhænge, hvor man er, kan være, eller med tiden måske vil blive en værdsat stamkunde.
 
Alle er vilde med stamkunderne, fordi forholdet her rummer et  gensidigt engagement, en stor tillid, og en loyalitet, hvis faste vaner og forbrug kan strække sig over flere årtier. Af samme grund er/bliver omsætningen for de fleste handlende mere eller mindre forudsigelig, og den økonomiske stabilitet i samfundet sikret næsten alene i kraft af stamkunderne eksistens og antal.
For hvis de allesammen forsvandt fra den ene dag til den anden, ville den ene efter den anden virksomhed og forretning  gå ned.
Derfor samler alle virksomhederne på stamkunder og investerer store summer i forsøget på at konvertere tilfældige kunder til stamkunder. En kendt supermarkeds kæde havde ligefrem et slogan der hed : ” DET TA’R KUN 5 MINUTTER, MEN Vi VIL SÅ GERNE HAVE DU BLIVER LIDT LÆNGERE ” .Det slogan lød jo næsten så godt  som en kærlighedserklæring. Men som så ofte set før blev kampagnen ikke konsekvent fulgt til dørs. De skulle selvfølgeligt have været indrettet butikkerne med store bløde sofa-arrangementer, med masser af plads omkring, hvor kunderne kunne sidde og drikke formiddagskaffe med butiks bestyreren, så ville kampagnen tage sig mere troværdig ud.  Det skete ikke og selve butiksindretningen med dens meget smalle gange i butikskædens mange forretninger, gjorde at man sørgede for  hurtigt at komme ud igen.
 
Selv om man kan være svært ved at tro det, så findes der faktisk en undtagelse fra denne regel om stamkunderne, dvs. en virksomhed som efterhånden har fået et  anstrengt forhold til sine stamkunder, og helst vil have så lidt med dem at at gøre som muligt. Men her er der dog nogle helt særlige forhold som gør sig gældende. Nemlig at kunderne her tilsyneladende  ikke  bliver stamkunder udfra deres eget frie valg.
 
I forsommeren 2012 blev jeg akut indlagt på Rigshospitalet efter en henvisning fra min egen læge, og blev dermed kunde i sundhedssystemet. Jeg havde i årtier ikke været hos lægen, men denne gang var det langt mere alvorligt end jeg selv havde nogen forestilling om. Jeg havde rendt rundt med et gallopperende højt blodtryk, hypertension, i alt for langt tid, og nu var nyrerne ved at være nede, og hjertet stærkt overbelastet. Men jeg fik den rigtige hjælp nu med diverse drop, epo, jerntilførsler, blodtryksænkende medicin, og en rigtig god behandling af adellingens ansatte , læger og sygeplejesker.
Før min indlæggelse havde jeg ikke nogen forståelse for hvor langt og hvor meget, samfundet vil gøre for at redde et menneskeliv, men det er faktisk en hel del , og i nogle tilfælde går de simpelthen “all in” for at redde et liv. Jeg var dybt imponeret og meget taknemmelig på samme tid, fordi de reddede mit liv, og det kunne jeg nærmest ikke takke dem nok for det.
 
Indlæggelsen, i forbindelse  med sygdommen, kunne ikke undgå at udvikle sig til en langstrakte spekulationer og meditationer over døden , forfængeligheden, de nære relationer og den uundgåelige evaluering over eget liv. Dette var dog ikke noget jeg synes at jeg kunne dele med personalet i særlig udtalt grad, og derfor holdt jeg det stort set for mig selv.  Set i bakspejlet nu snart 2 år efter startede processen , som jeg vil kalde ” The redemption of being sick”  i mangel på en dansk beskrivelse, som kunne være lige så kort som den engelske.
Men i samme forbindelse undrede jeg mig over hvorfor  “vi” eller samfundet ikke bekymre sig lidt mere om hvordan vi (enkeltindividet) har det  i  tilværelsen, og i lige så høj grad checker, og tager vare på selv livskvaliteten, og ikke kun forsøger at finde diagnosen, når skaden først er sket. På dette område har samfundet ikke udviklet en kultur som tilgodeser denne problematik. Og det kan vi i allerhøjeste grad trænge til. Vi mangler generelt at udvikle en omsorgsfuld kultur i hele samfundet.
Det kræver, at man tilgodeser  plads til udvikling af menneskeligt overskud  og  frisætning af tid, masser af tid, noget enhver økonom med respekt for sig selv, straks  vil hævde , at  vi ikke har råd til. (Vi har kun råd til at nærig og “fattige” set fra den synsvinkel.)
 
Da jeg var kommet lidt til hæfterne og  blodprøverne begyndte at vise bedre tal, blev jeg udskrevet og havde nu sommerferien foran mig til at blive helt rask. Det skete naturligvis ikke, og et par måneder senere fortalte en sygeplejeske fra Hjertealfdellingen på Bispebjerg Hospital, at jeg havde fået en varig sygdom, og den hed hjertesvigt, hvorefter hun gav mig en fin folder om sygdommen. Det havde ingen fortalt mig før.
 
Når man først er hårdt ramt lidt op i alderen, bliver man ” ramt ” som en anden radiobil eller planet skubbet helt ud af sin vante bane, og skal forsøge at finde sig til rette i en ny bane eller et anderledes livsforløb fremover. Og fordi man først er ramt en gang, kan man på ingen måde regne med, at der ikke også skulle vente nye kollisioner i den nye bane. ” Sammenstød ” som man ikke på forhånd kender eller kan forudsige. For mit tilfælde blev det til 5  akutte hospitals-indlæggelser på 2 år, alle forbundne med det svækkede helbred , som det første sammenstød forårsagede. I den  forløbne tid var det ikke rigtig gået op for mig, hvorvidt nye spareregler og effektiviseringer omkring indlæggelser havde ændret sig markant siden første gang. Men disse spareregler og effektiviseringer foregår kontinuerligt. Ved min tredje indlæggelse, (perforeret blindtarm), blev jeg hurtigt udskrevet efter de obligatoriske 3 døgn med antibiotika i drop. Jeg havde nærmest intet spist i de foregående 4 døgn, og var temmelig svækket, men fordi jeg var så glad for at var gået så godt, brokkede jeg mig ikke over den tidlige udskrivning, og det lykkedes efterfølgende at komme til hægterne igen efter et stykke tid.
 
For en måned siden var den gal igen med “radiobilen”. Jeg havde nogle tydelige symptomer , som jeg oplevede den allerførste gang, hvor jeg blev indlagt. Jeg  havde ingen energi og store problemer med vejrtrækningen. Derfor forsøgte jeg at ringe til Nefrologisk Ambulatorium på Rigshospitalet  tidligt fredag eftermiddag. Da ingen svarede, valgte jeg at tage derind i en taxa og min yngste søn hjalp med at komme ned i vognen og sidenhen op på afdelingen. Til mit stor held var der en lægesekretær, som jeg kendte ,der hurtigt fik fat i en læge, som hurtigt checkede min helbredstilstand, hvorefter de besluttede at indlægge mig. Jeg var uendelig lettet og følte mig igen i trygge hænder, og nu gik det op for mig at jeg  efterhånden måtte betegnes som en slags stamkunde i det danske sygehusvæsen.
 
Som altid, drejer det sig ved enhver indlæggelse om at finde den eksakte diagnose, så hurtigt som muligt , og når dette er gjort, så at igangsætte den rette behandling. Jo mere entydige symptomerne er desto nemmere vil det videre forløb tegne sig. Drejer det sig om flere diagnoser mener lægen Beth Lilja, ” At systemet stort set er brudt sammen , og ikke er i stand til at håndtere den situation, hvilket er en skrækkelig tanke, fordi der bliver flere kroniske patienter, som fejler mere en en ting”. udtaler hun i et interview d.31-3 2014 i ugeskrift for Læger.
 
I mit tilfælde fandt de hurtigt ud af at jeg havde en lungebetændelse, (hvilket igen senere i forløbet blev til en dobbeltsidet en af slagsen,) og jeg begyndte derfor at få antibiotika i drop. Efter ca halvandet døgn kom en læge søndag formiddag og fortalte at jeg skulle hjem. Jeg følte mig overhovedet ikke bedre end da jeg kom, men accepterede modvilligt afgørelsen. De bestilte en syge tranport , der kørte mig hjem, og jeg fik pencilsin til de næste 7 dage for at slå betændelsen helt ned. Nu lå jeg hjemme som en strandet hval, der overhovedet intet kunne foretage sig. Jo, jeg kunne stå lidt op en gang i mellem spise lidt mad , og derpå gå i seng igen. Min familie og enkelte venner bragte mig den mad, jeg behøvede.Efter 5 dage ringede jeg til min læge og vi aftalte at jeg skulle komme derop den følgende mandag. Mandag formiddag bestilte jeg en taxa , som kørte mig til lægen, da jeg havde en tid kl-1030. Det tog mig lidt tid at komme op til d. 2 sal , hvor lægens konsultation befandt sig. Hun tog hurtigt imod mig, da jeg nåede frem, målte mit inflammationstal, (graden af betændelse) og fortalte mig at jeg skulle indlægges igen.
 
Betændelsen var ikke slået ned, og tallet var for højt. Denne gang blev det Bispebjerg, og jeg endte på en akut modtagelses- afdelling. Eftersom jeg i forvejen har nedsatte organfunktioner for hjerte, lunger og nyrer, er en dobbelsidet lungebetændelse en ting for en person som mig, og en anden for en person med et helt normalt helbred. Det hensyn synes jeg ikke at jeg mærkede.
Allerede den næste dag kom en frisk mandlig sygeplejeske, og fortalte mig med en myndig stemme, at jeg nu var udskrevet og derfor  godt kunne tage hjem. Jeg var fuldstændig målløs, fordi jeg stadig ikke  følte mig bedre tilpas, end da jeg blev indlagt.
Jeg fortalte ham derfor , at jeg nægtede at tage hjem, da jeg ikke følte mig rask nok, og hvis han stod fast ved beslutningen, måtte han nødvendigvis fjerne mig ved hjælp af magt, hvis hospitalet ellers havde et vagtpersonale til den slags opgaver. Og når det skete skulle jeg selvfølgelig informeres på forhånd så   mine  venner og nærmeste  kunne  fotodokumenterer begivenheden, og sidenhen lægge billeder op på FB og andre sociale medier. Det svar brød han sig på ingen måde om, og kort efter forsvandt han mumlende med uforettet sag.
 
Et par timer senere dukkede en ny sygeplejeske op med den samme besked. Den nye sygeplejeske var en meget ældre og en moden og erfaren type, som lokkede med det ene og det andet og forsøgte moderligt at tale til mit bedre jeg. Jeg skulle udskrives, kunne jeg vel nok forstå.
Igen nægtede jeg, og fortalte at så vidt jeg forstod, så var hele konceptet med hospitaler og deres eksistens, at man skulle blive rask når man var  indlagt, hvorefter  man så kom hjem igen. Jeg prøvede endvidere at forklare at jeg havde været igennem nøjagtig det samme forløb på Rigshospitalet ugen før , og at jeg under ingen omstændigheder ville gennem det igen.
 
Men hun blev ved, og til sidst fortalte hun mig, at det var farligt at befinde sig på et hospital, og da jeg spurgte hvorfor, fortalte hun mig ,at det var fordi, at der var så mange bakterier på et hospital. Dette argument var fuldstændigt under lavmålet, kun brugt som et skræmmemiddel , og som jeg senere forstod brugte personalet på den afdeling mere eller mindre systematisk dette argument, når folk skulle hempes ud af døren udskrives i en vis fart. På denne anden side er der måske noget om argumentet, forstået på den måde at hvis man også årligt skærer ned på rengøringen, bliver kvaliteten her dårligere og dårligere, og så kan det for alvor ende med at blive farligt at opholde sig på et hospital. Både for personalet og patienterne.
 
Tilsidst forsvandt hun også, og efter nogle timer kom min søster på besøg.
Jeg fortalte hende, hvad der var hændt i løbet af dagen, og hun insisterede overfor personalet på at få en læge i tale. Han dukkede op efter kort tid, og fastholdt at jeg skulle udskrives. Hun fortalte ham om at konsekvensen ved en udskrivning for mit vedkommende på det tidspunkt kunne blive terminalt for mig, og at hun i så tilfælde ville indgive en klage, hvorpå hun rakte ham sit kort. Lægen blev helt forfjamsket over den udmelding og ikke mindst af ordlyden og titlen på min søsters kort. Han indså klart at være oppe imod et kvalificeret modspil, idet min søster har en stilling som oversygeplejeske og ca 30 års erfaring som intensiv sygeplejeske.
 
Jeg fik lov til at blive nogle dage mere indtil videre, og blev flyttet fra akutafdelingen til et andet og roligere afsnit.
Det blev jeg rigtig glad for, men kunne ikke undgå at tænkte på alle de andre som ikke har familie, som selv er ansat i sundhedsvæsenet, og som derfor ikke lige kan tale deres sag. Eller dem som bare er helt alene ?
 
Jeg fik lov til at være indlagt til om fredagen, altså samlet i 4 et halv døgn, men tids nok til at betændelsen var kommet til tilstrækkeligt langt ned, så jeg var kommet ud af farezonen. Jeg følte mig stadig ikke helt frisk, men valgte nu at stoppe mine prostester eftersom jeg jo havde fået opholdet forlænget nok til at blive lidt bedre.
 
Alt i alt var det en lille personlig sejr for mig at opleve at man rent faktisk kan nægte at efterkomme en hjemsendelse, hvis man af den ene eller anden grund ikke føler sig tilstrækkeligt færdigbehandlet eller rask. Og at hospitalet  ikke kan fjerne en patient med magt , med mindre at denne patient har været voldelig i sin fremfærd overfor personalet. Man kan altså  roligt praktisere ikke voldelig civil ulydighed , og dermed forblive indlagt til man bliver bedre.
 
Hvis alt var gået galt, og forløbet for mit vedkommende havde en terminal udgang, ja så ville der blive indgivet en klage, og den pågældende ansvarlige læge, hvis denne kunne findes, ( idet ansvaret ofte kan opleves som om det flyttes hurtigere rundt end en håndbold i en vm-finale)  ville få en påtale, en næse og måske en  tynget samvittighed.
Men en tynget samvittighed er en ganske ufarlig diagnose, som kun i yderst extreme tilfælde kan være suicidal. Den kan ikke kureres medicinsk, men en daglig meditativ refleksion over lægeløftet 20 min. dagligt i enerum 7-10 dage skulle kunne lette samvittigheden.
For det enkelte hospitals afsnit synes det som om at  det bare gælder om at få så mange DRG POINT registreret i  systemet. En DRG TAKST UDLØSER som regel flest POINT VED er lig med en indlæggelse over 24 timer , som er afsluttet. I den sammenhæng passer en indlæggelse på halv andet døgn derfor perfekt. Om patienten så faktisk er blevet rask, er her sagen ganske uvedkommende, bare forløbet kan siges at være afsluttet. I den forbindelse tror jeg at man blot går udfra, at når folk bliver udskrevne og kommer hjem, så helt automatisk bliver raske. Det er langt fra altid tilfældet. Og genindlæggelser pga. for tidlige udskrivninger registreres ikke via dette system! TVÆRTIMOD UDLØSER en genindlæggelse ENDNU en DRG takst.
 
Hvilket får denne registrerings metode til at ligne en helt moderne Molbo historie, idet  flere fejl begået med for tidlige hjemsendelser , giver større produktionstal, hvilket er fuldstændigt grotest og misvisende. Fordi for alt tidlige hjemsendelser, kan resultere i nye indlæggelser,som derfor  forlænger sygdoms-forløbet, og ender med at bliver langt dyrere for sygehusene.
I mit tilfælde endte en for tidlig udskrivelse i første omgang med at blive 2 indlæggelses dage dyrere i den sidste ende.
I radioavisen d. 27-4 2014 kl. 21 kom der en kort meddelelse om at der i det danske sygehusvæsen i 2013 var sket 180 000 “utilsigtede hændelser” , som man med et lidt smidig sprogbrug, så flot kaldte det. En utilsigtet hændelse betyder oversat til almindeligt dansk simpelhen en fejl. Jeg gav nok vide hvor mange fejl, der laves som følge for nidkære bestræbelser på at følge op diverse besparelses regulativer. Helt grundlæggende er det en stor misforståelse at man kan blive ved med at spare her, fordi der findes en klar og naturlig grænse , når det gælder sygdoms ramte, og den grænse synes forlængst overtrådt en række steder.
 
Jeg tror, at det er meget vigtigt at man fra politisk hold lige tager sig en timeout med hensyn til yderligere besparelser og effektiviseringer, fordi det kan ikke spares mere uden, at sundhedsvæsenet vil ende som  en trist og sørgelig discountudgave af det fremragende sygehusvæsen, som det var engang.
 
Jeg glæder mig til den dag, de danske sygehuse igen med fagligt stolthed i stemmen samstemmende siger :
 
” Vi vil så gerne have at du bliver, til du er næsten helt rask.”

 

 

 

riget2

Peter Fonnesbech d. 28-4  2014

 

7 Comments

  1. Reply
    HC June 11, 2014

    Uhyggeligt :-(

    • Reply
      admin June 29, 2014

      Ja, det er sgu uhyggeligt, og måske særligt fordi at mange at disse forløb aldring når at blive beskrevet af de indlagte patienter af den ene eller anden årsag. Mange har selv ikke overskuddet til at sætte sig ned at skrive dem, nogle har måske svært ved at formulerer sig skriftigt , og mange opgiver at klage. Inden for den sektor beskrives fejl fra lægers og andet personalets ikke længere som fejl, men som ” utilsigtede hændelser”, og når man har med en “lille utilsigtet hændelse”, og gøre kan der jo ikke drages et ansvar eller lægges en skyld , for det var jo utilsigtet, uanset om konsekvensen endte med at blive fatalt for den givne patient.

      Denne lille elegante omskrivning gør det først rigtig uhyggeligt.

      For vi vil allesammen gerne leve lidt længere, osse selv om vi undetiden blive ramt af sygdom.

      Bedste Hilsner Peter

  2. Reply
    Gregers Bach Sørensen June 12, 2014

    Kære Peter Fonnesbech.

    Jeg har lige læst din beretning, og er glad for at du har skrevet den. Selv har jeg oplevet noget tilsvarende i forbindelse med jeg fik sukkersyge og leukæmi. Folk tror næsten det er urigtigt når jeg fortæller det. Imidlertid er jeg lige så heldig som dig, at have en storesøster, som netop er gået på pension efter et livs arbejde på intensivafdeling. Hun har de seneste gange været med mig – og jeg oplever det samme som du, når hun præsenterer sig overfor læger og sygeplejersker. Det er forfærdeligt for de folk som ikke har den hjælp – som du også så rigtigt skriver.

    Med venlig hilsen

    Gregers Bach Sørensen

    mobil 20951101

    • Reply
      admin June 29, 2014

      Kære Gregers

      Tak for din kommentar.
      Jeg tror, at det kommer flere og flere lignende beretninger fra alle afkroge af hospitalsverdenen, og forhåbentlig osse fra sygehuspersonalet, som efterhånden siger fra og nægter at arbejde under de vilkår, og på et tidspunkt vil det vel nå det, som man kalder for den “kristiske masse” og dermed få den nødvendige gennemeslagskraft i medierne. Og så for politikerne øjenene op, og bliver nødt til at forholde sig konstruktivt til denne problematik.

      Bedster Hilsner Peter

      • Reply
        admin June 29, 2014

        Ps. Undskyld hvis jeg lige har lavet en stavefejl eller 2 .
        Jeg lider af et gammelt ordblindehandikap, som bliver særligt tydeligt, når bliver ivrig.
        Peter

  3. Reply
    admin June 29, 2014

    Her er et link til en anden casestory fra Information d. 29-6

    http://www.information.dk/502187

  4. Reply
    admin June 29, 2014

    Her er et eksempel på en “utilsigtet hændelse”.

    https://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/06/29/0629110828.htm

Leave a Reply to Gregers Bach Sørensen Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>