Licencen er noget vi..

” Licensen er noget vi giver til hinanden” siger de både sødt og indsmirende i radioen, og det slogan har de efterhånden brugt mere eller mindre usvækket gennem flere år. Det lyder næsten, som om vi alle sammen er med til et dejligt sammenskudsgilde. Selve udsagnet giver klart  indtryk af en frivillig udveksling mellem 2 ligeværdige parter. Men intet er mere forkert. At budskabet alligevel bliver gentaget i det uendelige må vist både tilskrives en ” tysk informationsminister ”  fra 1940’erne, og en udtalt og ukritisk selvglæde hos DR selv.

Hvem i al verden  har fundet på det åndsvage statement ?

Licens er noget, som bliver taget fra dig, en udgift du bliver pålagt, og hvor du som borger har yderst begrænsede muligheder for at udgå udgiften med mindre du ikke har tv eller en pc eller mobil med internetforbindelse. Alternativt er du nødt til simpelthen at lyve for at slippe, sådan som loven er skruet sammen.

Argumentet bag medielicensen bygger en formodning om, at hvis du har en pc/mobil, ja så vil du implicit også se tv på din pc, og derfor skal du natuligvis betale. Dette argument er simpelt bondefangeri og  noget af det dårligste jura man længe skal lede efter af flere årsager. Igen bygger det på en præmis om DR’s uimodståelige fortræffelighed, som om vi stadig befandt i 1970’serne, hvor DR var noget nær den eneste tv kanal som fandtes, hvis man ellers lige så bort fra svenske og tyske kanaler. Man har fuldstændigt overset, at det samlede mediebilled  med informationsamfundets indtog  har forandret sig så markant siden dengang, og er blevet langt mere nuanceret og mangfoldigt i kraft af alle de tilgængelige medier, blogs og tv stationer på nettet og derfor har givet den enkelte forbruger en række andre og ofte bedre alternativer end DR at vælge mellem. Med andre ord så er situationen her fuldstændig forandret.

Og  skulle der være personer som uretmæssigt så DR på nettet uden at betale licens, så kunne det løses ganske nemt i kraft af et log in ,som automatisk fulgte med som registreret licensbetaler. Sværere er det såmænd ikke, men den løsning er bevidst fravalgt, for så kan man jo ikke længere bruge det gamle bondefanger trick.
Hele arrangementet med licensen minder derfor om ikke mindre end statsautoriseret bedrageri. Noget som de fleste umiddelbart vil forbinde med et diktatur eller en bananrepublik og ikke et oplyst demokrati som Danmark.

Igen kan man undre sig over at kritikken her ikke er mere udtalt og grundig i de kendte medier, men ofte kun er udtrykt ganske vagt og utydeligt. Kun i de sociale mediet bla. Facebook er kritikken i kraft af enkelte ildsjæle og grupper helt uforbeholden, og går “all in ” så at sige. Måske skyldes den manglende kritik i de etablerede medier, at DR er ” Moderdyret ” i den danske medieverden, og at enhver journalist som har bare det mindste karrierre-gen, vil tænke sig grundigt om inden han eller hun går i kødet på denne problematik. Det kunne jo udelukke enhver fremtidig ansættelse.

Jeg har en fuld forståelse for den tidligere legendariske radiorådsformand  Julius Bomholt (1940-1953) og hans idealistiske kulturpolitiske betænkning omkring DR’s mission som kulturbærer og folkelig opdrager. Men dette skal ses i lyset af at en stor del af befolkningen på den tid gik ud af skolen efter 7 års skolegang, hvor samfundets hovedkrav til dem, groft set var at de stort set bare skulle kunne læse, regne og møde til tiden på fabrikken om morgenen.

Men situationen anno 2014 er også  markant forandret her, hvilket klart understreger at DR’s størrelse og årlige bevilling på ca. 3,7 milliarder kr. er fuldstændigt ude af propertioner. DR er med andre ord en øgle fra forrige årtusindede.
Idag søger folk selv den underholding og information de kan lide rundt omkring på nettet, og den public service viden, som de behøber i den ene eller anden forbindelse. Enhver statlig instituion og organisation har jo idag en website hvor man kan søge den information man har brug for. Nettet er fyldt med public service, monopolet er brudt forlængt, vågn dog op. Dermed har DR for en stor del udspillet sin rolle forlængt, og kan på ingen måde konkurere med nettets mangfoldighed.

Hvis man eksempelvis forestillede sig 2 ” buffeter ” , som viser udbuddet at nyheder, dokumentarfilm, film og andet underholding af henholdvis det udbud som findes på nettet og det udbud, som DR kan hoste op med, ville DR “buffet” være lille og ynkelig i forhold til nettets ” buffet”. Alligevel bliver institutionen støttet med flere milliarder hvert år. Og spørger man lidt ind til, hvorfor beløbet skal være så stort, er og forbliver svaret et spørgsmål om at kunne levere “public service ” i forhold til public servicen lovens § 10, som rummer en så bred definition af public service begrebet at alt simpelthen kan falde ind under den paraply.

Den brede brede og temmelige tågede definition ender hver år med den sædvanlige blanco check til DR.

Når Marianne Jelved i Kristelig Dagblad den. 28 marts 2014 citeres for at sige : ”  DR skal have lov til at bruge de 3,7 milliarder som de passer dem. Det kan nemlig lokke brugerne ind til nyheder, oplysning og debat på DR.”
I den forbindelse har Ellen Trane Nørby helt ret, når hun hævder at den udmelding er helt bizar og i øvrigt svarer til at børn skal have en masse slik i håbet om at de så  må et tidspunkt også spiser lidt sund snacks.
Selv synes jeg, at Jelveds argumentation er en hel del tyndere en den væske , som kommer ud at en vis kropsåbning i expressfart, når man har rigtig dårlig mave. (Ved at bruge denne formulering ,behøver jeg vist ikke at undskylde mit franske). Samme argumentation  er igen utrolig bedrevidende og nedlandende overfor befolkningen og hver enkelt borger i dette land.

Forestil dig et firma , som kan få lov til at påstå at kende dine behov, og sidenhen vil levere en pakke, som skulle dække de omtalte behov. Med pakken modtager du naturligvis osse en regning, som du ikke kan undgå at betale.

Nøjagtig sådan foregår det med licencen. Og det er ikke rimeligt.

Men den virkelige begrundelse skal søges et helt andet sted, og bliver sjældent omtalt nogen steder.

Grunden til at ingen for alvor gider at forsøge at nærmere definere eller indskrænke public service begrebet, er at DR i virkeligheden er statsmagtens/regeringen/det offentliges absolut foretrungne medieplatform, som  helt underforstået skal promomere dennes  dagsorden, værdier og kampagner af den ene eller anden art. Der er intet galt i at DR er statsmagtens medieplatform, men den behøver ikke længere at være så stor og dyr. Den kan sagtens være meget mindre, og have sit hovedfocus på danske dokumentarfilm, tv-serier, indenrigsforhold og politik. Og her kan den i princippet stadig være en vigtig fælles refenrence for befolkningen, men skal naturligvis gøre sig fortjent til denne status i kraft af kvaliteten i sine udsendelser.
Man bruger ganske vist en masse andre argumenter for begrundelse for DR’s størrelse, men mange af  dem er temmelig  søgte, og begrunder på ingen måde tilstedeværelsen af en masse ligegyldige livsstilsprogrammer om mad, boliger, kendte der spiller ludo, og genudsendelser i en uendelighed, noget som fylder 60-70% af sendefladen, og som ganske enkelt kunne fjernes for at give plads til store besparelser på lincensen, og dermed frigive midler som kunne evt. kunne bruges til en  række nye frie aktører på i medieverdenen ,der kunne leverer masser af public sevice for næsten ikke penge.

Konklusion : Jeg håber at denne nuværende ordning ændres, så licensbetalling bliver helt frivillig, at radiolicensen genindfører og at DR gennemfører besparelse på 60-70% over de næste 4-5 år.

Licens, er noget staten sjæler fra dig, og PUBLIC SERVICE, det er noget vi giver til hinanden bla. på de sociale medier.
.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>